Spelt- og quinoaboller

Kan I lide hjemmebagte boller til morgenmad, så er langtidshævede boller bare sagen. Sæt dejen over aftenen før, skålen i køleskabet natten over, 12 boller på bagepladen med to spiseskeer, i ovnen 15 minutter – og vupti – friskbagte varme boller.

De fleste langtidshævede bolleopskrifter består af hvedemel, og det får også bollerne til at hæve fint. Men vil du undgå hvede og have boller, der ligger solidt i maven, så brug fx spelt, rug og quinoa.

4,5 dl. koldt vand

20 g. gær

6 dl. speltmel (gerne fuldkornsspelt)

2-3 dl. rugmel

1 dl. quinoaflager

evt. lidt salt

Rør gæren ud i vandet. Tilsæt resten af ingredienserne. Bruger du røremaskine, skal du evt. bruge lidt mere mel – dejen skal hænge ved dejkrogen eller grydeskeen men ikke være alt for flydende. Beklæd skålen med saronwrap og sæt den i køleskabet natten over .

Næste dag – eller 8-12 timer senere

Sæt ovnen på max varme, gerne varmluft. Beklæd en bageplade med bagepapir og placer 12 lige store klumper dej ved hjælp af to spiseskeer på bagepladen. Skru ovnen ned til 220 grader og sæt pladen midt i ovnen. Bag bollerne i ca 15 min. eller til de er gyldne og sprøde.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top