Perimenopausen betyder “omkring menopausen”, dvs. årene op til- og efter menopausen. Perimenopausen op til menopausen er en lidt diffus periode. Den kan gå fra regelmæssig cyklus til måske mere markante PMS symptomer eller nye symptomer som ikke helt kan placeres. Men hvad er perimenopausen og hvad sker der med vores hormonbalance? Hvorfor er det overhovedet relevant at vide, om man er i perimenopausen?
Perimenopause
Man kan fægte meget i blinde, hvis man ikke kender årsagen til sine symptomer. En del kvinder fra 40-års alderen (indimellem tidligere) oplever enten ikke føle sig taget alvorligt eller at blive kastet rundt i systemet og blive undersøgt for bl.a. lavt stofskifte, ADHD, gigt, hjertekarlidelser, helbredsangst, fibromyalgi, mv. Som regel får de besked på, at alt er fint, selvom de stadig har det virkelig dårligt.
Google-søgninger og støtte fra Facebookgrupper kan pege mod perimenopausen. Det gør det ikke nødvendigvis lettere, for tilbud om behandling er også meget begrænset, når man stadig har cyklus. Så mange føler sig overladt til sig selv – især i perimenopausen. Men hvis vi forstår, hvad der sker med os, og hvad der kan trigge hormonel ubalance, så er der faktisk en del, vi selv kan gøre.
Cyklus og hormonelle udsving bliver uregelmæssige
Menopausen betragtes som den dag, hvor kvinden har sin sidste menstruationen. Vi ved først at menstruationen var den sidste når der er gået noget tid, derfor betragtes man først som endegyldigt at være på den anden side af menopausen, 12 måneder efter den sidste blødning.
Årene op til menopausen er svære at blive klog på, og der findes heller rigtig nogen klare retningslinjer for at vurdere, om en kvinde er i perimenopausen. Perimenopausen betyder “omkring menopausen”, dvs. årene op til- og kort tid efter menopausen.
Grunden til, at vi oplever hormonelle symptomer i perimenopausen er, at udsving af hormonerne østradiol og progesteron begynder at blive mere uregelmæssige.
Når vi har cyklus og får menstruation og ægløsning hver måned, så har vi også regelmæssige udsving af de kvindelige kønshormoner østradiol og progesteron.
- Hver gang vi har menstruation, så stiger østradiol
- Hver gang vi har ægløsning, så stiger progesteron.
Begge hormoner er vigtige for vores velbefindende som kvinde, både når vi har regelmæssig cyklus, og når vi går gennem overgangsalderen.
Det er naturligt, at vores æg-beholdning bliver mindre i takt med, at vi bliver ældre, og vi kan sagtens springe ægløsninger over uden at kunne mærke det. Springer vi en ægløsning over, så falder vores progesteron. Menstruationerne kan også blive mere uregelmæssige, så vi kan også opleve dyk i østradiol. De her uregelmæssigheder sender forstyrrende signaler til det hormonelle kontrolcenter, så vores østradiol kan også stige voldsomt og så falde drastisk igen.
Højere østradiol og lavere progesteron i perimenopausen
Ifølge det canadiske forskningscenter Cemcor, så er kvinders østradiol gennemsnitligt højere i perimenopausen, end da cyklus var normal og har en større variation fra måned til måned. Samtidig er det gennemsnitlige progesteron niveau lavere i perimenopausen end da cyklus var normal.
Cemcor har forsøgt at identificere nogle fællestræk ved kvinder i starten, midten og slutningen af perimenopausen og konstaterer samtidig, at ud af 324 kvinder i perimenopausen, kunne der defineres 100 forskellige menstruationsmønstre. Med andre ord er det virkelig svært at konkludere andet for kvinder i perimenopausen end at cyklus ændrer sig og kan svinge fra måned til måned, niveauer af østradiol og progesteron ændrer sig, symptomerne varierer og er forskellige fra kvinde til kvinde. Derfor giver det heller ikke mening at behandle kvinder ens, især når de er i perimenopausen.
Hvordan ved jeg om jeg er i perimenopausen?
Det er vanskeligt at måle om man er i perimenopausen ud fra en blodprøve. En blodprøve kan måle niveauerne af østradiol og FSH, som kan vise, om man har passeret menopausen, men er man i perimenopausen, så vil blodprøven måske vise, at østradiol stadig ligger højt. Men det betyder ikke, at man ikke har gener, for der kan være mange gener forbundet med perimenopausen, også selvom man stadig har cyklus.
Cemcor definerer kvinder som værende i perimenopausen hvis de stadig har cyklus mellem 21 og 35 dage og samtidig kan svare ja til 3 af følgende:
- Nyligt opstået kraftigere- eller længerevarende blødninger
- Kortere menstruationscyklus (mindre end 25 dage fra 1. menstruationsdag til næste 1. menstruationsdag)
- Nyligt opstået ømhed, hævede og/eller knudrede bryster
- Nyligt opstået eller forværrede menstruationskramper
- Nyligt opstået natlige opvågninger
- Begyndende natlige svedeture især omkring menstruationen
- Nyligt eller markant forværrede migræner eller hovedpiner
- Nyligt eller forværrede præmenstruelle humørsvingninger
- Bemærkelsesværdi vægtøgning uden at have ændret på aktivitetsniveau eller kosten.
Lindring i perimenopausen
Kvinder med gener i perimenopausen kan blive tilbudt mini-piller eller hormonspiral som kan hjælpe med at kontrollere de hormonelle udsving. Nogle kvinder bliver også tilbudt tilskud af østradiol.
Men det er ikke nødvendigvis en god ide at give kvinder i perimenopausen et tilskud af østradiol. Cemcor har for nylig offentliggjort et studie der viste god effekt af bioidentisk progesteron på hedeture og søvnproblemer hos kvinder i perimenopausen. Det er et af meget få studier af kvinder i perimenopausen. De fleste studier er udført på kvinder efter menopausen, som har en helt anden – og mere ensartet hormonprofil, fordi de har det til fælles, at deres menstruationer er stoppet.
Progesteron bliver ofte betragtet som østrogenets sidevogn. Det er en nødvendig følgesvend, men det bliver ikke tillagt særligt stor betydning. Men progesteron er meget afgørende for at skabe balance, både når vi har cyklus og i særdeleshed i perimenopausen, hvor østradiol tager sig nogle hidsige udsving og undersøgelser har vist, at kvinder netop mangler progesteron i perimenopausen.
Vi mener som NHT-vejledere, at uanset om man er i perimenopausen eller har passeret menopausen, så bør man kun tage tilskud af de hormoner, man mangler. Derfor anbefaler vi altid at starte med en hormontest.