Bananpandekage med bagt blomme

Det er blommetid, så lige nu kan du få blommer til gode priser i supermarkederne eller måske bugner dit eget blommetræ i haven. Blommer er skønne at spise rå, men får du nok af de rå eller ligger du inde med nogle, som er en anelse for syrlige, så kan de være gode at bage, fx som tilbehør til nogle lækre solide pandekager.

Pandekagerne har en sødme fra de modne bananer og giver et lækkert modspil til de syrlige bagte blommer. Pandekagerne består udelukkende af fiberrige havregryn, som ligger godt i maven – og tilsat chiafrø, får du et ekstra boost af fibre, omega 3 fedtsyrer, antioxidanter og kalk. Vidste du, at 1 spsk chiafrø om dagen, indeholder så meget omega 3 fedtsyrer, at det kan erstatte en daglig dosis af fiskeolie? Og chiafrø kan spises og tilberedes på utallige måder. Her får du dem serveret i pandekager til din morgenmad, brunch eller dessert. Prøv med med cremet mandelsmør på toppen, bagte blommer, hakkede mandler og evt. en skefuld skyr, hvis du tåler mælkeprodukter.

Bananpandekager (ca 12 stk)

2 modne bananer

2 æg

4 dl glutenfrie havregryn

2 spsk. chiafrø

1½ dl mandelmælk

Vaniljepulver

Salt

Kokosolie til stegning

Fremgangsmåde:

Flæk æggene ud i en skål og mos bananerne i. Tilsæt resten af ingredienserne og pisk godt. Vil du have en mere jævn dej, kan du give dejen en ekstra tur en stavblender. Opvarm en pande med lidt kokosolie og tag en god skefuld dej på panden. Pandekagerne er små amerikanske pandekager, så de skal være små og tykke. Steg pandekagerne ca. 2 minutter på hver side til de er gyldne og faste.

Bagt blomme:

Tag 1 bakke blommer og skyl dem godt. Halver dem og fjern kernen. Læg dem på et bagepapir og pres lidt frisk appelsinsaft ud over dem. Drys dem derefter med vanilje, kanel og knust nellike. Bages ca. 15 minutter ved 200 grader.

Tilbehør:

1 tsk. mandelsmør

1 bagt blomme

Knuste mandler

og evt. en klat skyr

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top